Skurken sættes mat i otte træk

På reolerne i mit barndomshjem stod blandt andet Ian Flemings James Bond-romaner. Jeg var stor fan af filmene og besluttede en dag at give bøgerne en chance. Men det fik min far omgående bremset. "Det er triviallitteratur," vrissede han. "Meningsløs vold og sadisme. Prøv denne her i stedet for." Jeg stillede Dr. No på plads og tog imod en af hans forbandede klassikere, Faulkner eller Falstaff Fakir formentlig.

Nogle år senere lå jeg på en af Rios strande og manglede noget at læse. Jeg var min egen herre nu, og litteraturtyrannen var 10.000 kilometer borte, så da jeg hos et omrullende antikvariat bemærkede et bundt James Bond-paperbacks til 1000 Brazil for alle fjorten (det svarede til 50 øre dengang), slog jeg til.

Der er mange distraktioner på Ipanema, men i de følgende uger ænsede jeg ikke andet end 007. Jeg læste og læste og tror faktisk, jeg startede forfra med Dr. No, da jeg var nået gennem bunken. Og siden da har jeg genlæst bøgerne adskillige gange. Hvis folk har lyst til at kalde romanerne om James Bond triviallitteratur, skal de være velkomne. Men de tager fejl. Spørg bare Umberto Eco.

Hånden på hagen, 
klar til forfatterfoto.

Og hvorfor nævner jeg nu den milanesiske skægabe? Fordi Umberto Eco engang konstruerede nedenstående skema. Det viser de otte handlingstrin, der optræder i enhver James Bond-roman.

Ovenstående rækkefølge (ABCDEFGHI) overholdes kun i Dr. No, mens senere 007-romaner ofte rummer gentagelser og cirkelbevægelser. From Russia with Love har fx denne sekvens: BBBBDA(BBC)EFGH(I). Men plotstrukturen løber altid gennem ovenstående otte punkter. 'Bond moves and mates in eight moves,' med Umberto Ecos ord.

Naturligvis er det netop genkendeligheden og de forudsigelige elementer, der gør Ian Flemings romaner så populære. Vi ved i store træk, hvad der venter, og kan derfor tillade os at slappe af under læsningen. Og hvor mange bøger kan man sige det om? Lægeromaner, vil nogen påstå - men dér er jeg uenig. Hvordan kan man slappe af, når sætninger som denne ligger på lur i hvert afsnit: 'Han havde stjålet nøglen til hendes hjerte.'

Selvfølgelig kan man også finde klicheer hos Ian Fleming, men værre er det med snobberiet. James Bond må gerne ryge cigaretter fra en kongelig hofleverandør og køre i Bentley for min skyld, men det går ikke at lade den hårdkogte spion åbne et toiletskab og ved synet af sæbeudvalget tænke ved sig selv: 'Pinaud Elixir, that prince among shampoos'.

Nå. Alt dette bare for at konkludere, at Thorvaldsens testamente uden større vanskeligheder kan mases ned i Umberto Ecos ABCDEFGHI-model - fraregnet den meningsløse vold og sadismen. Jeg tror, min far ville have godkendt historien.