Hvad tjener en forlagsredaktør?

NB: 
Denne blogpost om lønninger i forlagsbranchen er d.d. redigeret, da nogle læsere blev stødt over tilstedeværelsen af konkrete tal. Hensigten med artiklen var ellers netop at aftabuisere diskussioner om løn ... 

For nogle år siden skulle jeg til lønforhandling på et mellemstort københavnsk forlag. Jeg har altid været håbløs til forhandlinger på egne vegne, men gik alligevel i gang med at indsamle argumenter for, hvorfor min månedsløn burde hæves: I årets løb havde jeg lokket et par mellemlagsforfattere væk et andet forlag og bespist en kändiskok så grundigt, at han i et anfald af mæthed skrev under på den medbragte kontrakt.

Jeg havde med andre ord bare passet mit arbejde og var i øvrigt godt tilfreds med min løn.

Men et par dage før lønforhandlingerne fik jeg ved et tilfælde fat i et håndgribeligt argument. Jeg sad med et nyprintet manuskript og var i gang med den røde kuglepen, da jeg i bunken pludselig stødte på et ark, der adskilte sig fra de øvrige. Det viste sig at være en lønseddel, stilet til forlagets rengøringskone. Nedenunder lå endnu en lønseddel, denne gang min egen. Og derpå fulgte endnu ti-tolv af samme slags med navnene på mine kollegaer i modtagerfeltet. Papirerne måtte have blandet sig med manuskriptet ude i printeren.

What would the Jesus do?

Jeg tror, de fleste ville have gjort som mig. Jeg noterede mig i hvert fald bruttobeløbene, flintrede tilbage til kopirummet og lagde lønsedlerne på plads i printerbakken. Så gik jeg ind på mit kontor og græmmede mig. For papirerne havde afsløret, at jeg var forlagets ringest aflønnede redaktør. I dag husker jeg navnlig, at en jævnaldrende kollega med to ekstra års brancheerfaring fik næsten 40 % mere i løn end mig.

Ved lønforhandlingerne senere på ugen foreslog jeg derfor ledelsens repræsentant, at min månedsløn i løbet af de næste par år steg til samme niveau som min lidt mere rutinerede kollega. Den pågældende redaktør og jeg havde præcis samme arbejdsfunktioner, arbejdstider og succesrate, så hvorfor ikke afstemme vores honorarer derefter?

Det gjorde omgående forhandlingslederen mistroisk. For hvad var nu den af - gik medarbejderne og sammenlignede lønsedler? Det må man da ikke. Vel?

Selvfølgelig må man det. Det er kun i ledelsens interesse at holde medarbejderne i uvidenhed om uoverensstemmelser på lønfronten. Bortset fra enkelte kontraktmæssige særtilfælde findes der ingen lovgivning på området, men alligevel er emnet tabubelagt.

Nå. Det endte med, at jeg fik en symbolsk lønforhøjelse. Ledelsen mente åbenbart ikke, at to ligeværdige jobs burde aflønnes ligeværdigt. Selv fandt jeg det stærkt umotiverende at skulle arbejde til en meget lavere løn end mine redaktørkollegaer. Så det var næsten en lettelse, da jeg i forbindelse med en sparerunde nogle måneder senere blev fyret.

Her kunne passende indsættes en morale - men jeg kan ikke komme i tanker om nogen ...