Hvor kommer Thorvaldsen ind i billedet?

Ideen til romanen opstod, da jeg en dag på internettet snublede over det digitale arkiv på Thorvaldsens Museum. Arkivet rummer tusindvis af dagbogsnotater og breve fra Thorvaldsen og hans samtidige, de fleste af dem udstyret med overskuelige biografier over afsendere og modtagere. Alle de mennesker, man kender fra skolebøgerne, skrev breve til hinanden på kryds og tværs: Konger og politikere, forfattere og digtere, malere og videnskabsmænd - plus alle medløberne. Nogle af dem skrev godt, andre kedeligt og atter andre var knap i stand til at stave deres eget navn. Men skrevet blev der - enten breve eller dagbøger - så man knap fatter, at guldalderfolkene havde tid til andet.

Thorvaldsen træder ind på scenen.

Der er noget ulækkert ved at bladre i døde folks breve, men også noget fascinerende ved at opdage, at alle tilsyneladende kendte hinanden dengang. København var en meget lille by - også i 1800-tallet - men stedet træder tydeligt frem, og hverdagen i den københavnske guldalder bliver fuldkommen nærværende takket være brevene. Vi hører om Thorvaldsens forkærlighed for parmesan-suppe. Om H.C. Andersens 'Sandselighed' (liderlighed, ville man sige i dag). Om intriger ved hoffet og i Akademirådet. Om nid og nag, kærlighed og jalousi, sygdom og krig. Og det hele foregår i en lukket og meget overskuelig verden - kort sagt det ideelle miljø for en roman.

Men Thorvaldsens testamente foregår i nutiden. Det kan man læse mere om i en senere blogpost.