Her kommer en usædvanligt krukket liste over diverse engelske forfatteres yndlingsord, sakset fra the Guardian. Jeg genkendte kun tre af navnene ...
... og baseret på deres valg føler jeg ingen trang til at stifte bekendtskab med andre end Will Self, som jeg allerede kendte.
På dansk findes der også visse ord, som forfattere og kun forfattere bruger. Klaus Rifbjerg var en mester til at bygge hele argumentationsrækker op omkring konstruktioner som 'psykoinfantil', mens folkene bag Blå Port aldrig døjer med gammeldags bekymring og i stedet skriver deres debatindlæg i en tilstand af 'anfægtelse'.
Her er en lille Monty Python-sketch om den dejligt træagtige klang af ord som 'bowel' & 'vacuum':
På reolerne i mit barndomshjem stod blandt andet Ian Flemings James Bond-romaner. Jeg var stor fan af filmene og besluttede en dag at give bøgerne en chance. Men det fik min far omgående bremset. "Det er triviallitteratur," vrissede han. "Meningsløs vold og sadisme. Prøv denne her i stedet for." Jeg stillede Dr. No på plads og tog imod en af hans forbandede klassikere, Faulkner eller Falstaff Fakir formentlig.
Nogle år senere lå jeg på en af Rios strande og manglede noget at læse. Jeg var min egen herre nu, og litteraturtyrannen var 10.000 kilometer borte, så da jeg hos et omrullende antikvariat bemærkede et bundt James Bond-paperbacks til 1000 Brazil for alle fjorten (det svarede til 50 øre dengang), slog jeg til.
Der er mange distraktioner på Ipanema, men i de følgende uger ænsede jeg ikke andet end 007. Jeg læste og læste og tror faktisk, jeg startede forfra med Dr. No, da jeg var nået gennem bunken. Og siden da har jeg genlæst bøgerne adskillige gange. Hvis folk har lyst til at kalde romanerne om James Bond triviallitteratur, skal de være velkomne. Men de tager fejl. Spørg bare Umberto Eco.
Hånden på hagen, klar til forfatterfoto.
Og hvorfor nævner jeg nu den milanesiske skægabe? Fordi Umberto Eco engang konstruerede nedenstående skema. Det viser de otte handlingstrin, der optræder i enhver James Bond-roman.
Ovenstående rækkefølge (ABCDEFGHI) overholdes kun i Dr. No, mens senere 007-romaner ofte rummer gentagelser og cirkelbevægelser. From Russia with Love har fx denne sekvens: BBBBDA(BBC)EFGH(I). Men plotstrukturen løber altid gennem ovenstående otte punkter. 'Bond moves and mates in eight moves,' med Umberto Ecos ord.
Naturligvis er det netop genkendeligheden og de forudsigelige elementer, der gør Ian Flemings romaner så populære. Vi ved i store træk, hvad der venter, og kan derfor tillade os at slappe af under læsningen. Og hvor mange bøger kan man sige det om? Lægeromaner, vil nogen påstå - men dér er jeg uenig. Hvordan kan man slappe af, når sætninger som denne ligger på lur i hvert afsnit: 'Han havde stjålet nøglen til hendes hjerte.'
Selvfølgelig kan man også finde klicheer hos Ian Fleming, men værre er det med snobberiet. James Bond må gerne ryge cigaretter fra en kongelig hofleverandør og køre i Bentley for min skyld, men det går ikke at lade den hårdkogte spion åbne et toiletskab og ved synet af sæbeudvalget tænke ved sig selv: 'Pinaud Elixir, that prince among shampoos'.
Nå. Alt dette bare for at konkludere, at Thorvaldsens testamente uden større vanskeligheder kan mases ned i Umberto Ecos ABCDEFGHI-model - fraregnet den meningsløse vold og sadismen. Jeg tror, min far ville have godkendt historien.
Når Thorvaldsens testamente rammer boghandlerne i slutningen af august, er det med en udsalgspris på 250 kroner. Hvor havner alle de penge?
Her er et lille regnestykke. Det er forsimplet, men ikke ret meget.
Momsen er baseret på bogens udsalgspris og udgør 50 kr. Boghandlerne skal have mindst 35% af bogens udsalgspris minus moms. 35% = 70 kr.
Forlagets distributionsudgifter (lagerleje, distribution og returvarer): 25% = 50 kr. Tryk og indbinding af bogen afhænger af papir- og indbindingstype samt oplagets størrelse (jo flere bøger, jo lavere stykpris). Jeg kender ikke oplaget, men lad os sige 25 kr. per bog.
Forlagets udgifter til markedsføring ligger et sted mellem 0 og 5.000 kroner, fx 2 kr. per bog. Sats af manuskriptet + design af omslag: 10.000 i alt, 5 kroner per bog. Korrekturlæser: 1 kr. per bog.
Og endelig er der forfatterens honorar, der for mit vedkommende er 15% af udsalgsprisen minus moms - men kun af bøger, der rent faktisk bliver solgt. Det svarer til 30 kr. per bog, hvis de sælges til fuld pris (hvad de sjældent bliver).
Sytten kroner er altså det beløb, der bliver til overs per bog, hvis de alle bliver solgt til fuld pris. Dette indtil videre fiktive beløb tilfalder forlaget. Man fatter ikke, at de gider.
Kalkuner er foruden at være kedelige også grimme. Her er i stedet to endeblæste hulrumsfløjter.*
Hvis der findes noget kedeligere end kalkun, er jeg ikke stødt på det. Selv Morgenandagten på P2 kan slet ikke være med.
Men hvorfor hedder det egentlig kalkun, når det hedder turkey på engelsk, når det hedder dinde på fransk, når det hedder peru på portugisisk, når dyret i virkeligheden kommer fra Mexico?
Forklaringen på ordets etymologi kan findes på bloggen Sprogvildskab, der også oplyser, at det uspiselige kræ på tysk hedder 'truthøne'.** Forklaringen på, hvorfor jeg overhovedet beskæftiger mig med emnet, blæser i vinden.
*) Piv-i-røv kaldes de oftere. **) Jf. 'Ich habe ein Truthuhn mit Ihnen zu pluchen'; 'Hier habst du ein Truthuhne-Arsch in dem zu musizieren".
En af inspirationerne til Thorvaldsens testamente er forfatteren P.G. Wodehouses romaner om den engelske landadels driverliv omkring starten af forrige århundrede. Wodehouse skrev næsten hundrede bøger i sin lange karriere og er i Danmark nok bedst kendt for historierne (+ filmatiseringerne) om lapsen Bertie Wooster og hans butler Jeeves.
Hugh Laurie & Stephen Fry
De fleste Wodehouse-romaner udspiller sig på store godser, og sådan et fik jeg også brug for, da jeg sad og skrev min roman. Men så kom jeg i tanker om Nysø Gods ved Præstø, hvor guldalderfolkene i gamle dage samledes til soireer - og hvor den kunstglade Baronesse Stampe skrev sine meget private dagbøger om gæsterne. Disse afslørende dagbøger spiller en central rolle i bogens plot.
Baronesse Stampes erindringer udkom i stærkt redigeret version efter hendes død. Hvor mange profiler kan du genkende?
Jeg fik hjælp fra Præstø turistbureau og Det Kgl. Biblioteks billedarkiv, da jeg skulle skrive kapitlerne om Nysø. Det var derfor med en vis bæven, at jeg for nylig kørte sydpå og beså godset i virkeligheden. Men bortset fra et par buske, der på Google Maps lignede træer, var alt, som jeg havde beskrevet det i historien. Alt, gentager jeg. Også stanken af gylle.
Selve godset er privatejet og lukket for offentligheden, men der er adgang til haverne. Nær parkens voldgrav står det atelier, som Baronesse Stampe i 1839 byggede til Thorvaldsen. På nedenstående maleri kan man akkurat ane billedhuggeren foran atelieret - men det er umuligt at se, om han også denne dag er iført sit foretrukne søndagskostume: 'Sloprok, Tøfler og Underbuxer'.
NB: Denne blogpost om lønninger i forlagsbranchen er d.d. redigeret, da nogle læsere blev stødt over tilstedeværelsen af konkrete tal. Hensigten med artiklen var ellers netop at aftabuisere diskussioner om løn ...
For nogle år siden skulle jeg til lønforhandling på et mellemstort københavnsk forlag. Jeg har altid været håbløs til forhandlinger på egne vegne, men gik alligevel i gang med at indsamle argumenter for, hvorfor min månedsløn burde hæves: I årets løb havde jeg lokket et par mellemlagsforfattere væk et andet forlag og bespist en kändiskok så grundigt, at han i et anfald af mæthed skrev under på den medbragte kontrakt.
Jeg havde med andre ord bare passet mit arbejde og var i øvrigt godt tilfreds med min løn.
Men et par dage før lønforhandlingerne fik jeg ved et tilfælde fat i et håndgribeligt argument. Jeg sad med et nyprintet manuskript og var i gang med den røde kuglepen, da jeg i bunken pludselig stødte på et ark, der adskilte sig fra de øvrige. Det viste sig at være en lønseddel, stilet til forlagets rengøringskone. Nedenunder lå endnu en lønseddel, denne gang min egen. Og derpå fulgte endnu ti-tolv af samme slags med navnene på mine kollegaer i modtagerfeltet. Papirerne måtte have blandet sig med manuskriptet ude i printeren.
What would the Jesus do?
Jeg tror, de fleste ville have gjort som mig. Jeg noterede mig i hvert fald bruttobeløbene, flintrede tilbage til kopirummet og lagde lønsedlerne på plads i printerbakken. Så gik jeg ind på mit kontor og græmmede mig. For papirerne havde afsløret, at jeg var forlagets ringest aflønnede redaktør. I dag husker jeg navnlig, at en jævnaldrende kollega med to ekstra års brancheerfaring fik næsten 40 % mere i løn end mig.
Ved lønforhandlingerne senere på ugen foreslog jeg derfor ledelsens repræsentant, at min månedsløn i løbet af de næste par år steg til samme niveau som min lidt mere rutinerede kollega. Den pågældende redaktør og jeg havde præcis samme arbejdsfunktioner, arbejdstider og succesrate, så hvorfor ikke afstemme vores honorarer derefter?
Det gjorde omgående forhandlingslederen mistroisk. For hvad var nu den af - gik medarbejderne og sammenlignede lønsedler? Det må man da ikke. Vel?
Selvfølgelig må man det. Det er kun i ledelsens interesse at holde medarbejderne i uvidenhed om uoverensstemmelser på lønfronten. Bortset fra enkelte kontraktmæssige særtilfælde findes der ingen lovgivning på området, men alligevel er emnet tabubelagt.
Nå. Det endte med, at jeg fik en symbolsk lønforhøjelse. Ledelsen mente åbenbart ikke, at to ligeværdige jobs burde aflønnes ligeværdigt. Selv fandt jeg det stærkt umotiverende at skulle arbejde til en meget lavere løn end mine redaktørkollegaer. Så det var næsten en lettelse, da jeg i forbindelse med en sparerunde nogle måneder senere blev fyret.
Her kunne passende indsættes en morale - men jeg kan ikke komme i tanker om nogen ...
Sig det ikke til nogen: Forlagsbranchen er dysfunktionel og drevet af amatører.
Overalt på de danske forlagsgange sidder ignoranter uden skyggen af kompetence og tager store og dyre beslutninger om, hvad regnskovens svindende mængde træer bør bruges til. Antallet af klamphuggere i branchen er skræmmende stort. Og jeg ved, hvad jeg taler om. For også jeg var engang udygtig.
Det gyser stadig i mig ved tanken om dengang, jeg som redaktør på et københavnsk forlag fik til opgave at fremstille 45.000 bøger til et jysk firma. Der var ikke tale om en hvilken som helst banal reklametryksag: Bogen var på cirka 400 sider med imiteret læderomslag og skulle uddeles gratis i en eller anden provinsby. Da kunden ringede til mig på leveringsdatoen, sad jeg klar med fakturaen. Men i stedet for at takke for samarbejdet, meddelte han mig, at bøgerne var ubrugelige. På ryggen af de smukke læderbind sad nemlig logoet for en konkurrerende virksomhed.
Forlagsbranchens mange tumber kan prise sig lykkelige over, at deres nærmeste samarbejdspartnere - trykkerierne - overvejende har kyndige folk ansat. Det lykkedes i hvert fald trykkeriet at få de fornærmende omslag skåret af og nye anbragt. Prisen for ommer'en var omkring 100.000 kroner, hvilket ret nøjagtigt svarede til den fortjeneste, forlaget havde forventet at høste på opgaven.
Der burde være en udgiftspost med overskriften 'Klamphuggerfradrag' i enhver forlagskalkule.
Alligevel vælger de fleste spirende forfattere at kommunikere med ét forlag ad gangen. Danske forlag er som regel omkring tre måneder om at give en tilbagemelding, så hvis man er indstillet på at lade en tilfældig redaktør sidde eksklusivt på manuskriptet i ti-tolv uger, står det en frit for. Med tre måneders reaktionstid per forlag risikerer man dermed at måtte vente flere år, før man har det sidste afslag i hus. Lyder det forjættende?
Nej, vel? Men jeg kan godt følge amatørforfatterens logik et stykke hen ad vejen. For man føler sig naturligvis solidarisk med det forlag, der har ens manuskript til gennemlæsning. Det er jo muligvis det selv samme forlag, som om kort tid siger ja tak til at udgive ens debutbog.
Her er nogle eksempler på, hvad de større danske forlag skriver på deres hjemmesider:
Politikens forlag I den periode, hvor vi har manuskriptet til overvejelse, foretrækker vi, at det ikke sendes til andre forlag. People's Press Det tager op til tolv uger for os at vurdere dit manuskript. Vi foretrækker, at manuskriptet ikke sendes til andre forlag i denne periode. Gyldendal Redaktionen vil i løbet af syv-otte uger tage stilling til en evt. udgivelse, og vi sender derefter et skriftligt svar. I den periode, hvor vi har manuskriptet til overvejelse, foretrækker vi, at det ikke sendes til andre forlag.
Forlagene foretrækker altså ikke overraskende, at du spilder din og ikke deres tid. Men hvad foretrækker du? De mindre forlag er knap så uldne i mælet. Enten holder de deres præferencer for sig selv, eller også skærer de igennem, således:
Basilisk Vi modtager for øjeblikket ikke manuskripter. Hvis du har noget, du synes vi skal se – så skriv det igennem en gang til ...
Det er klar tale. Ligesom dette udsagn:
Forlaget Ex Cathedra Nyt Nordisk Forlag Dit manuskript/bogoplæg må kun være sendt til os, mens vi bedømmer det.
Engang i starten af dette årtusinde var jeg til jobsamtale på et religiøst forlag, der skulle bruge en redaktør. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret, så det var formentlig det faktum, at jeg kan klimpre lidt på klaver, der skaffede mig jobbet. Forlaget manglede nemlig en akkompagnatør, når der forud for redaktionsmøderne blev holdt morgenandagt med salmesang. Måske kom jeg også under ansættelsessamtalen til at nævne, at jeg havde været KFUM-spejder engang (i 3 uger).
Arbejdet på forlaget bestod i at trykke bibler og salmebøger samt parere henvendelser fra pastor emeritus'er, der ville påpege kommafejl i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992 eller meddele deres kritik af salmebogsudvalgets dispositioner. Heldigvis var mine kristne kollegaer både sjove og søde + gode til at drikke, så det var ikke rent tidsspild.
Omslag: Dan Eggers
Men da jeg nogle år senere oversatte en religionkritisk bog for et andet forlag, blev jeg indhentet af fortiden. Den engelske forfatter Richard Dawkins udgav i 2006 bogen The God Delusion, som på dansk kom til at hedde Illusionen om Gud. I månederne efter udgivelsen holdt jeg naturligvis øje med internettet for at se, om bogen blev bemærket af læserne - og det gjorde den. En emsig fyr ved navn Torben havde læst den danske udgave af bogen, og selv om han ikke kunne påvise fejl eller mangler i oversættelsen, fandt han det alligevel passende at kontakte Dawkins på forfatterens hjemmeside med følgende konspirationsteori:
My concerns regard the Danish translation of The God Delusion (...) The previous translations of [Søren Markers] are for the most part on topics concerning religion from a positive perspective (angels, a children´s bible, the bible as a spiritual guide etc.), which raises two questions: Will the translator remain unbiased when representing the 'opposition', and will he respect and understand the scientific viewpoint, with little or no experience in that area?
Han sluttede sin hilsen til Richard Dawkins med denne lille finte:
If you want the intended meaning to come across you need to understand both languages very well - and I believe that I do :-) If it is not too late, then I would like to volunteer my help in translating [Dawkins næste bog] into Danish. I trust that you have my email and hope to hear from you soon.
Emsig-Torbens antydninger gjorde mig så pisse-harm, at jeg brugte et døgn på at optrevle hans identitet på internettet. Derpå e-mailede jeg ham en vrissen besked, hvori jeg blandt andet forklarede ham, at
jeg ikke er medlem af folkekirken og aldrig har været det. Jeg tror heller ikke på julemanden, havenisser etc., men deler verdensanskuelse med R. Dawkins, Chr. Hitchens, PZ Myers og Stephen Fry. Så skyd mig venligst ikke skjulte dagsordener i skoene.
Jeg kunne have tilføjet, at han også gerne måtte holde sine sorte negle for sig selv. Jeg fik i hvert fald ikke lov at oversætte flere bøger af Richard Dawkins. Hvis du læser det her, Torben: Skriv til mig, så sender jeg dig et eksemplar af Thorvaldsens testamente med en meget personlig dedikation.
Her kommer et uddrag fra Iris Murdochs debutroman A Fairly Honourable Defeat. Ægteparret Hilda og Rupert sidder i en have og taler med hinanden. Men der mangler noget. Noget, som læseren kan støtte sig til for at holde styr på, hvem der siger hvad:
Hvad er der galt med et lille 'spurgte han' eller 'svarede hun' i ny og næ?
Rupert og Hilda tiltaler ganske vist hinanden med fornavn hist og her, så læseren ikke farer helt vild. Men hvem andre end telefonsælgere og journalister bruger samtalepartnerens navn, mens samtalen står på? Kun folk i bøger, er min erfaring.
Her kommer et uddrag fra en engelsk roman, der er så uartigt, at jeg tøver med at gengive det. Men passagen er også sjov - i hvert fald når man ved, at de eneste sympatiske figurer i den pågældende bog er kvinder.
Ville jeg turde lægge navn til en lignende svada i bogform? Nej.
Forfatteren Viggo Madsen er bedst - men ikke særlig - kendt for sine digtsamlinger. Dem har jeg ikke forstand på, så det må man gakke til Lars Bukdahl for at læse mere om. Til gengæld var jeg som lille meget/meget lille optaget af Viggo Madsens bøger om 'Detektivklubben' - en flok københavnske teenagere, der gang på gang bliver viklet ind i opklaringen af forbrydelser.
Jeg husker navnlig min forbavselse over fraværet af alle de troper, der dengang og i dag plager kriminalromaner for børn: Forældre, der er ansat i politiet, gammelkloge skolebørn, der tillærer sig latin i sommerferien, skumle viceværter osv. Viggo Madsen undgår de fleste af den slags forudsigeligheder og lader i stedet sine hovedpersoner dyrke kreativ småkriminalitet og knallertkørsel i Sydhavnen. Og vigtigst af alt: Sproget i bøgerne klinger naturligt.
I dag skal man ned i bibliotekernes depoter for at finde Viggo Madsens børnebøger. Frem i lyset med dem, siger jeg.
Faktisk var det med 'Detektivklubben' i baghovedet, at jeg i sin tid gik i gang med at skrive min roman. Der var oprindeligt tale om en børnebog, historiens titel var Den der graver en grav for andre, og her er fortællingens logline:
Det er hamrende svært at få et skænderi til at fungere på skrift, især hvis skænderiet involverer ens hovedperson. Fristelsen til at lægge gode replikker i munden på helten må overvindes, for sådan fungerer det jo aldrig i virkeligheden. Alt det smarte og gennemtænkte, man burde have sagt i situationen, dukker først op, når man efterfølgende sidder og dirrer af harme over urimelighederne.
I denne klassiske ordduel mellem James Bond og Goldfinger er rollerne byttet om. (Det er den, hvor James Bond ligger fastspændt til en savbænk, mens en laserstråle nærmer sig hans ældre dele). Skurken har overtaget og de bedste replikker:
James Bond: I think you've made your point, Goldfinger. Thanks for the demonstration. Goldfinger: Choose your next witticism carefully, Mr. Bond. It may be your last. James Bond: Do you expect me to talk? Goldfinger: No, Mr. Bond. I expect you to die.
Så kan Sean Connery ligge på savbænken og tænke lidt over dén.
Her kommer et helt urelateret James Bond-klip, der er optaget på en kyststrækning nær Lissabon, hvor jeg ofte cykler.
I YouTube-klippet ser man den næsten syv meter høje George Lazenby redde kvinden, der senere (spoiler:) gør ham til enkemand. Sidst i klippet går James Bond og hans kommende brud på jagt efter bryllupsring hos en juvelerer, der den dag i dag ligger på Rossio-pladsen i Lissabons centrum. Det hele skal forestille at foregå på Cote d'Azur ...
En salgstekst er den korte beskrivelse af en roman, som forlaget udsender til boghandlerne nogle måneder før udgivelse. Disse teksters opgave er naturligvis at lokke boghandlerne til at købe bogen hjem i store stakke.
Jeg var lige inde på Arnold Buscks hjemmeside og tjekke, hvad forlaget skriver om Thorvaldsens testamente. Her er salgstekstens første sætning:
Da forlagsredaktør Børgesen bliver sendt af sted for personligt at overlevere et afslag til den forhenværende bestsellerforfatter Brinch, har han ingen anelse om, hvad der venter ham.
Forlagets sælger og en uidentificeret boghandler.
Derpå skøjtede jeg rundt hos Arnold B for at se, hvordan andre bøger i samme genre præsenteres. Her kommer syv eksempler, opgravet på tre minutter:
Da den skandaleramte politiker Peter Levin bliver udsat for et attentatforsøg, vendes et knusende valgnederlag til en sympatisejr for det lille midterparti Demokratisk Koalition. Da Ravn bliver involveret i en forsvindingssag, udvikler det sig til en dramatisk jagt på sandheden. Da en kvinde bliver dræbt i England, viser det sig helt overraskende, at hun egentlig er dansk, og at hun i 18 år har stået på dansk politis liste over savnede. Da romanforfatteren Owen Quine forsvinder, ringer hans kone til privatdetektiven Cormoran Strike. Da en museumsinspektør bliver myrdet på et slot, udløses en lavine af voldsomme begivenheder, som involverer Danmarks justitsminister. Da Elisabeth Caspersen - hovedrig arving til et dansk industriimperium - finder en amatørfilm i sin afdøde fars pengeskab, hyrer hun Michael Sander - eksklusiv privatdetektiv - til at undersøge sagen. Da en smuk model findes død under en snedækket balkon i det mondæne London-kvarter Mayfair, antager politiet hurtigt, at der er tale om selvmord.
Thorvaldsens testamente har levet under mange navne, før titlen endelig faldt på plads. En af de første var Thorvaldsen-mysteriet. Men det blev for Tintin-agtigt, syntes alle. Senere skiftede den navn til Va mæ skulpturen? - men jeg har aldrig brudt mig om Poul Henningsens pseudo-demokratiske retskrivning. Thorvaldsen kommer til byen var også i spil, men det gav uønskede associationer til Dirch Passer og John Wayne. Derpå udtænkte jeg titlen Den grønne mand. Den kunne mine børn godt lide, især fordi jeg lige havde læst Børge Bussemand højt for dem. Næste stadie var Hvad Albert gør er aldrig det rigtige. Men det ville have været falsk varedeklaration. En krukke i min omgangskreds foreslog titlen Je suis las de musées, cimitières et des arts - og den sad lige i øjet, men var desværre optaget. Så det endte med en mindre eksotisk løsning.
Salman Rushdie og Christopher Hitchens opfandt engang en leg, der hed "Titles That Don’t Quite Make It". Den gik ud på at pille lidt ved kanoniserede værkers titler for at vise, at der kun skal ganske lidt til, før en uforglemmelig klassikertitel fremstår tam og nærmest latterlig.
Her er nogle af deres skæverter:
A Farewell to Weapons For Whom the Bell Rings The Catcher in the Wheat Mr. Zhivago The Big Gatsby Good Expectations Toby-Dick (alt. Moby-Cock)
I min version af legen er forfatternavnet også i spil:
Hans Fisk: Kirkerne Kong Johannes V: Jensens fald Gustav Høst: Sort Wied Hamsun: Knut sulten Sulten
Det er hundesvært at skrive sjove replikskifter. I hvert fald hvis de skal klinge naturligt. Enhver skribent kan fabrikere muntre ordvekslinger af revytypen ('Tjener, der er er en flue i min suppe...') - men som tilskuer til munterhederne bliver man snart træt.
I min verden er de sjoveste replikskifter umiddelbare og naturlige - og meget gerne korte. Hvis læseren er tvunget til at studere teksten en ekstra gang for at fatte vitsen, er forfatterens triumf komplet. Her følger et replikskifte mellem to mænd, som jeg griner af, hver gang jeg kommer i tanker om det:
- Your wife told me to get hold of her specifically. - She told you to get hold of her what?
Dét er sjovt!
(Hvis nogen genkender citatet, der stammer fra en engelsk roman, bliver jeg imponeret.)
Blog-ejeren var engang redaktør for denne verdensberygtede danske humorist. Han var ikke sjov.
Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der er bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. (Korrektion: Amman i Jordan gør samme krav gældende, påstår en vismand nede i kommentarerne, men dér er vi vist uden for kortet.)
Af samme årsag er der kun ganske få cykelhandlere i Lissabon. Jeg vil tro, at der er flere cykelhandlere på Nørrebrogade end i hele Portugal. Men jeg fandt en og lokkede manden bag disken til at sammensætte en cykel efter nogenlunde præcise specifikationer. Da han var færdig, sendte han mig en venneanmodning på Facebook samt dette opslag:
Cyklen vejer intet og kostede grinagtige 180 €.
Så når jeg er færdig med at reklamere for Thorvaldsens testamente her på bloggen, triller jeg ud på en eftermiddagstur. Det bliver nok langs med Tejo-floden, hvor terrænet er fladt og medgørligt.
Netop nu ligger jeg i min portugisiske hængekøje og spekulerer på, om Thorvaldsens testamente var blevet en bedre bog, hvis jeg havde været af samme hyperaktive gemyt som disse folk:
Haruki Murakami:'Jeg står op klokken 4 om morgenen og arbejder i fem-seks timer. Om eftermiddagen løber jeg ti kilometer og svømmer halvanden kilometer (eller begge dele). Så læser jeg lidt, lytter til musik og går i seng klokken ni.'
Kurt Vonnegut:'Jeg vågner klokken 5.30, arbejder til klokken otte, spiser morgenmad og arbejder videre til klokken ti. Så går jeg ind til byen, ordner et par ærinder og går derpå over til den lokale svømmehal og svømmer i en halv time (...) Jeg går i seng ved ti-tiden og laver armbøjninger og mavebøjninger hele tiden...'
Toni Morrison står op klokken 5. Hemingway var oppe klokken seks, nogenlunde samtidig med Victor Hugo (dog cirka 100 år forskudt).William Gibson står op klokken 7 for at gå til pilates. Tor Nørretranders tilbringer de fleste af døgnets lyse timer i kajak ...
Men heldigvis er der også mindre rastløse typer imellem: F. Scott Fitzgerald var sjældent ude af fjerene før 11 om formiddagen. Charles Bukowski trak den som regel til klokken 12. Døgnvenderen over dem alle er dog Hunter S. Thompson, hvis daglige rutine så sådan ud:
15:00 forfatteren vågner 15:05 Chivas Regal, aviser og cigaretter 15:45 kokain 15:50 mere Chivas, cigaretter 16:05 dagens første kop kaffe, cigaretter 16:15 kokain 16:16 appelsinjuice, cigaretter 16:30 kokain 16:54 kokain 17:05 kokain 17:11 kaffe, cigaretter 17:30 mere is i Chivas'en 17:45 kokain 18:00 hash 19:05 En middag bestående af: Heineken, 2 margaritas, coleslaw, taco-salat, friturestegte løgringe, gulerodskage, is, friturestegte bønner, cigaretter, mere Heineken, kokain og en Chivas-sorbet til dessert. 21:00 store mængder kokain 22:00 LSD 23:00 Chartreuse, kokain, hash 23:30 kokain osv. Midnat: forfatteren sætter sig til tastaturet
Ideen til romanen opstod, da jeg en dag på internettet snublede over det digitale arkiv på Thorvaldsens Museum. Arkivet rummer tusindvis af dagbogsnotater og breve fra Thorvaldsen og hans samtidige, de fleste af dem udstyret med overskuelige biografier over afsendere og modtagere. Alle de mennesker, man kender fra skolebøgerne, skrev breve til hinanden på kryds og tværs: Konger og politikere, forfattere og digtere, malere og videnskabsmænd - plus alle medløberne. Nogle af dem skrev godt, andre kedeligt og atter andre var knap i stand til at stave deres eget navn. Men skrevet blev der - enten breve eller dagbøger - så man knap fatter, at guldalderfolkene havde tid til andet.
Thorvaldsen træder ind på scenen.
Der er noget ulækkert ved at bladre i døde folks breve, men også noget fascinerende ved at opdage, at alle tilsyneladende kendte hinanden dengang. København var en meget lille by - også i 1800-tallet - men stedet træder tydeligt frem, og hverdagen i den københavnske guldalder bliver fuldkommen nærværende takket være brevene. Vi hører om Thorvaldsens forkærlighed for parmesan-suppe. Om H.C. Andersens 'Sandselighed' (liderlighed, ville man sige i dag). Om intriger ved hoffet og i Akademirådet. Om nid og nag, kærlighed og jalousi, sygdom og krig. Og det hele foregår i en lukket og meget overskuelig verden - kort sagt det ideelle miljø for en roman.
Men Thorvaldsens testamente foregår i nutiden. Det kan man læse mere om i en senere blogpost.
Jeg er født i 1971 og har ligesom hovedpersonen i Thorvaldsens testamente arbejdet som redaktør på en række københavnske forlag. I modsætning til Albert Børgesen er jeg dog endnu ikke træt af bøger.
Historien foregår i København, hvor jeg er vokset op, men romanen er skrevet i Lissabon, hvor jeg p.t. bor sammen med min indfødte kæreste.
Jeg tjener til dagen og vejen ved at oversætte bøger til danske forlag. Det foregår fra mit kontor, som ses på billedet.
Her er et udkast til bogens bagsidetekst, som forlagets strenge redaktører fandt uegnet:
... og her er den endelige version:
Forlagsredaktør Albert Børgesen er midt i trediverne og bærer på en frygtelig hemmelighed: Han er træt af bøger. Men huslejen skal betales, og efter en fyringsrunde på forlaget tvinges han til at overtage krakileren Holger Brockdorfs forfatterskab.
Brockdorf, hvis rædsomme romaner samler støv på lageret, har et nyt manuskript klar, og Børgesens første opgave bliver derfor at smide manden på porten. Den gamle forfatter lader sig dog ikke uden videre afvise, og mod sin vilje bliver Børgesen inddraget i Brockdorfs seneste projekt: En roman om den danske guldalder.
Men Børgesens trængsler dette efterår er først begyndt. Under et besøg på Thorvaldsens Museum møder han den unge konservatorstuderende Sara, der er i gang med en renovering af museets kælder, og sammen støder de på et antikt bronzehoved, der har ligget skjult i et hulrum under museet siden 1840'erne. Hvem har anbragt hovedet i museets kælder? Hvor er resten af statuen? Og hvorfor skrev Thorvaldsens så mange testamenter?
Sammen med Sara går Børgesen på jagt efter svarene. Men andre er også på sporet, og nu begynder et hæsblæsende kapløb for at finde den forsvundne statue og Thorvaldsens testamente.
