fredag den 8. maj 2015

Hvad handler bogen om?

Her er et udkast til bogens bagsidetekst, som forlagets strenge redaktører fandt uegnet:


... og her er den endelige version:

Forlagsredaktør Albert Børgesen er midt i trediverne og bærer på en frygtelig hemmelighed: Han er træt af bøger. Men huslejen skal betales, og efter en fyringsrunde på forlaget tvinges han til at overtage krakileren Holger Brockdorfs forfatterskab.  

Brockdorf, hvis rædsomme romaner samler støv på lageret, har et nyt manuskript klar, og Børgesens første opgave bliver derfor at smide manden på porten. Den gamle forfatter lader sig dog ikke uden videre afvise, og mod sin vilje bliver Børgesen inddraget i Brockdorfs seneste projekt: En roman om den danske guldalder. 

Men Børgesens trængsler dette efterår er først begyndt. Under et besøg på Thorvaldsens Museum møder han den unge konservatorstuderende Sara, der er i gang med en renovering af museets kælder, og sammen støder de på et antikt bronzehoved, der har ligget skjult i et hulrum under museet siden 1840'erne. Hvem har anbragt hovedet i museets kælder? Hvor er resten af statuen? Og hvorfor skrev Thorvaldsens så mange testamenter?  

Sammen med Sara går Børgesen på jagt efter svarene. Men andre er også på sporet, og nu begynder et hæsblæsende kapløb for at finde den forsvundne statue og Thorvaldsens testamente.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar