fredag den 22. maj 2015

Halvstuderede røvere

Sig det ikke til nogen:
Forlagsbranchen er dysfunktionel
og drevet af amatører.
Overalt på de danske forlagsgange sidder ignoranter uden skyggen af kompetence og tager store og dyre beslutninger om, hvad regnskovens svindende mængde træer bør bruges til. Antallet af klamphuggere i branchen er skræmmende stort. Og jeg ved, hvad jeg taler om. For også jeg var engang udygtig.

Det gyser stadig i mig ved tanken om dengang, jeg som redaktør på et københavnsk forlag fik til opgave at fremstille 45.000 bøger til et jysk firma. Der var ikke tale om en hvilken som helst banal reklametryksag: Bogen var på cirka 400 sider med imiteret læderomslag og skulle uddeles gratis i en eller anden provinsby. Da kunden ringede til mig på leveringsdatoen, sad jeg klar med fakturaen. Men i stedet for at takke for samarbejdet, meddelte han mig, at bøgerne var ubrugelige. På ryggen af de smukke læderbind sad nemlig logoet for en konkurrerende virksomhed.

Forlagsbranchens mange tumber kan prise sig lykkelige over, at deres nærmeste samarbejdspartnere - trykkerierne - overvejende har kyndige folk ansat. Det lykkedes i hvert fald trykkeriet at få de fornærmende omslag skåret af og nye anbragt. Prisen for ommer'en var omkring 100.000 kroner, hvilket ret nøjagtigt svarede til den fortjeneste, forlaget havde forventet at høste på opgaven.

Der burde være en udgiftspost med overskriften 'Klamphuggerfradrag' i enhver forlagskalkule.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar