fredag den 22. maj 2015

Må man sende sit manus til flere forlag samtidig?

Hvem skulle forhindre dig? Forlæggerforeningen?

Alligevel vælger de fleste spirende forfattere at kommunikere med ét forlag ad gangen. Danske forlag er som regel omkring tre måneder om at give en tilbagemelding, så hvis man er indstillet på at lade en tilfældig redaktør sidde eksklusivt på manuskriptet i ti-tolv uger, står det en frit for. Med tre måneders reaktionstid per forlag risikerer man dermed at måtte vente flere år, før man har det sidste afslag i hus. Lyder det forjættende?
Nej, vel? Men jeg kan godt følge amatørforfatterens logik et stykke hen ad vejen. For man føler sig naturligvis solidarisk med det forlag, der har ens manuskript til gennemlæsning. Det er jo muligvis det selv samme forlag, som om kort tid siger ja tak til at udgive ens debutbog.

Her er nogle eksempler på, hvad de større danske forlag skriver på deres hjemmesider:

Politikens forlag
I den periode, hvor vi har manuskriptet til overvejelse, foretrækker vi, at det ikke sendes til andre forlag.

People's Press
Det tager op til tolv uger for os at vurdere dit manuskript. Vi foretrækker, at manuskriptet ikke sendes til andre forlag i denne periode. 

Gyldendal
Redaktionen vil i løbet af syv-otte uger tage stilling til en evt. udgivelse, og vi sender derefter et skriftligt svar. I den periode, hvor vi har manuskriptet til overvejelse, foretrækker vi, at det ikke sendes til andre forlag.

Forlagene foretrækker altså ikke overraskende, at du spilder din og ikke deres tid. Men hvad foretrækker du? De mindre forlag er knap så uldne i mælet. Enten holder de deres præferencer for sig selv, eller også skærer de igennem, således:

Basilisk
Vi modtager for øjeblikket ikke manuskripter. Hvis du har noget, du synes vi skal se – så skriv det igennem en gang til ...

Det er klar tale. Ligesom dette udsagn:

Forlaget Ex Cathedra Nyt Nordisk Forlag
Dit manuskript/bogoplæg må kun være sendt til os, mens vi bedømmer det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar