Hvad er der galt med et lille 'spurgte han' eller 'svarede hun' i ny og næ?
Rupert og Hilda tiltaler ganske vist hinanden med fornavn hist og her, så læseren ikke farer helt vild. Men hvem andre end telefonsælgere og journalister bruger samtalepartnerens navn, mens samtalen står på? Kun folk i bøger, er min erfaring.
Deri tager du alvorligt fejl: Min gamle lærer på journalisthøjskolen blev engang spurgt, om det var nødvendigt at bruge artiklens hovedpersons fulde navn gennem hele artiklen. "Ja," lød svaret, og kun to kategorier var, ifølge ham, undtaget og kunne tituleres kun med fornavn, nemlig "hunde og bistandsklienter". Og det lader til, at kobbel efter kobbel af blodtørstige, unge spindoktorer har annammet dén retoriske strategi; tænk blot på mediefænomener som Dovne-Robert, Fattig-Carina, S.U.-Sofie, osv. Og jeg kan selv bekræfte tendensen et andet sted, nemlig i kontanthjæpssystemet. I de senere år er det hér blevet mere og mere almindeligt at blive talt til og om, tit i tredje-person, ved konstant at invokere ens fornavn, i modsætning til tidligere tiders mere formelle, men også mere værdige, brug af efternavn (selvom det måske engang i mellem klang sarkastisk). Sågar en reducering til et CPR-nr. var mindre ydmygende, synes jeg. Under alle omstændigheder skal jeg snart stå skoleret over for et helt panel af forvalterdrenge m/k, og jeg er stensikker på, at de alle vil påbegynde og/eller afslutte alle deres replikker med mit fornavn. Så dette er mit dilemma: Skal jeg følge mit barnlige/borgerlige instinkt og lynhurtigt lære panelmedlemmernes fornavne og bruge dem ligeså meget, som de bruger mit, for ligesom at fremhæve det absurde i denne retoriske strategi, for dels min egen selvfølelses/fornøjelses skyld (det vil de nok ikke være forberedte på) og dels for at lave en overordnet pointe om dehumanisering og mangel på empati, som denne tvangs-væren-på-konstant-fornavn paradoksalt nok forårsager. Problemet er, at disse anonyme bureaukrater bestemmer over min økonomi som kontanthjælpsmodtager, så det kunne have ret kontante omkostninger at antagonisere disse skrankepaver; men det kunne altså også være lidt fedt! Så nu, hvor jeg alligevel har hi-jacket denne tråd, vil jeg gerne vide, om jeg burde turde tillade mig at være så forvorpen at tiltale folk med deres fornavne, når de gør det over for mig, eller om jeg bare skal bøje nakken og spille sikkert. Please help me out, freshly appointed agony aunt!
SvarSletSelvfølgelig skal du da gøre det! De vil slet ikke opfatte det absurde, men tværtimod opfatte dig som et rent naturtalent; en usleben diamant; den fødte sagsbehandler. Og de vil byde dig velkommen i deres kreds som en længe savnet bror og straks tilbyde dig et job på den anden side af skranken.
SvarSletDet er desværre en réel risiko; jeg har set det ske adskillige gange før, no joke! Lidt ligesom når vampyrer turner dødelige, hehehe.
SvarSlet