Glemte bøger I

Forfatteren Viggo Madsen er bedst - men ikke særlig - kendt for sine digtsamlinger. Dem har jeg ikke forstand på, så det må man gakke til Lars Bukdahl for at læse mere om. Til gengæld var jeg som lille meget/meget lille optaget af Viggo Madsens bøger om 'Detektivklubben' - en flok københavnske teenagere, der gang på gang bliver viklet ind i opklaringen af forbrydelser.

Jeg husker navnlig min forbavselse over fraværet af alle de troper, der dengang og i dag plager kriminalromaner for børn: Forældre, der er ansat i politiet, gammelkloge skolebørn, der tillærer sig latin i sommerferien, skumle viceværter osv. Viggo Madsen undgår de fleste af den slags forudsigeligheder og lader i stedet sine hovedpersoner dyrke kreativ småkriminalitet og knallertkørsel i Sydhavnen. Og vigtigst af alt: Sproget i bøgerne klinger naturligt.

I dag skal man ned i bibliotekernes depoter for at finde Viggo Madsens børnebøger. Frem i lyset med dem, siger jeg.

Faktisk var det med 'Detektivklubben' i baghovedet, at jeg i sin tid gik i gang med at skrive min roman. Der var oprindeligt tale om en børnebog, historiens titel var Den der graver en grav for andre, og her er fortællingens logline:

Den der graver en grav for andre 

er en eventyrlig krimigyser 

for alle de børn (og voksne), 

der synes, at man burde få penge 

for at gå på museum.

Med ganske få justeringer kunne denne beskrivelse klistres på Thorvaldsens testamente.