fredag den 31. oktober 2014

Hvordan får man en bog udgivet?

Ved at kende nogen. Eller være meget dygtig. Eller heldig. Samt stædig.

For mit vedkommende var det nok en kombination af første og sidste årsag. Jeg har arbejdet på en række danske forlag i mange år, så jeg ved i hvert fald, hvad man ikke skal gøre, når man indsender et uopfordret manuskript. Her er en lille huskeliste til aspirerende romanforfattere:

1. Gå på biblioteket og find ud af, hvilke forlag der udgiver noget i stil med din roman.
2. Indsend et print af manuskriptet med 1.5 linjeafstand, pagineret naturligvis.
3. Vedlæg kort følgebrev om dig selv samt om romanens handling (én side i alt).
4. Lav noget andet i de næste mange måneder.
5. Ryk først forlaget, hvis du ikke har hørt fra dem efter 3 måneder.
6. Acceptér afslag, også de ubegrundede.
7. Fortvivl ikke. Gå tilbage til punkt 2 (men send til et nyt forlag. Ellers rygtes det, at du er senil).

Op igen.
Hovedpersonen i Thorvaldsens testamente er rutineret forlagsredaktør og har modtaget mange uopfordrede manuskripter gennem årene. Han ved, at de repræsenterer skribenternes hjerteblod + noble ambitioner, men han ved også, at der er langt mellem snapsene. Danmark er et lille sprogområde med et tilsvarende lille antal talenter - og i øvrigt udgives der allerede alt for meget møg og støj. 

Hvis din roman er god, skal den nok blive opdaget. Det kan tage både fire og syv år, og i den tid er det ikke forbudt at forbedre sin tekst eller skrive noget helt andet. Lad være at give op.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar