Sagde han, sagde hun

Her kommer et uddrag fra Iris Murdochs debutroman A Fairly Honourable Defeat. Ægteparret Hilda og Rupert sidder i en have og taler med hinanden. Men der mangler noget. Noget, som læseren kan støtte sig til for at holde styr på, hvem der siger hvad:

Hvad er der galt med et lille 'spurgte han' eller 'svarede hun' i ny og næ?

Rupert og Hilda tiltaler ganske vist hinanden med fornavn hist og her, så læseren ikke farer helt vild. Men hvem andre end telefonsælgere og journalister bruger samtalepartnerens navn, mens samtalen står på? Kun folk i bøger, er min erfaring.

#SaraBlædelEffekten

Laurbær-Sara tweetede en lille hilsen til sine tusindvis af followers i går ...

... og pludselig blev det sjovt at kigge på bloggens popularitetsbarometer:

Hvad er sjovt? (Anden del: politisk ukorrekthed)

Her kommer et uddrag fra en engelsk roman, der er så uartigt, at jeg tøver med at gengive det. Men passagen er også sjov - i hvert fald når man ved, at de eneste sympatiske figurer i den pågældende bog er kvinder.

Ville jeg turde lægge navn til en lignende svada i bogform? Nej.

Glemte bøger I

Forfatteren Viggo Madsen er bedst - men ikke særlig - kendt for sine digtsamlinger. Dem har jeg ikke forstand på, så det må man gakke til Lars Bukdahl for at læse mere om. Til gengæld var jeg som lille meget/meget lille optaget af Viggo Madsens bøger om 'Detektivklubben' - en flok københavnske teenagere, der gang på gang bliver viklet ind i opklaringen af forbrydelser.

Jeg husker navnlig min forbavselse over fraværet af alle de troper, der dengang og i dag plager kriminalromaner for børn: Forældre, der er ansat i politiet, gammelkloge skolebørn, der tillærer sig latin i sommerferien, skumle viceværter osv. Viggo Madsen undgår de fleste af den slags forudsigeligheder og lader i stedet sine hovedpersoner dyrke kreativ småkriminalitet og knallertkørsel i Sydhavnen. Og vigtigst af alt: Sproget i bøgerne klinger naturligt.

I dag skal man ned i bibliotekernes depoter for at finde Viggo Madsens børnebøger. Frem i lyset med dem, siger jeg.

Faktisk var det med 'Detektivklubben' i baghovedet, at jeg i sin tid gik i gang med at skrive min roman. Der var oprindeligt tale om en børnebog, historiens titel var Den der graver en grav for andre, og her er fortællingens logline:

Den der graver en grav for andre 

er en eventyrlig krimigyser 

for alle de børn (og voksne), 

der synes, at man burde få penge 

for at gå på museum.

Med ganske få justeringer kunne denne beskrivelse klistres på Thorvaldsens testamente.

Hvad er svært? (Anden del: at undgå stereotyper)

Hvor mange stereotyper finder man i Thorvaldsens testamente?

En hel del ...

Helten: tjek

Den gamle mand: tjek

Pigen: tjek

Kæmpen og dværgen: tjek

Piskesvingeren: tjek

Dommedagsprofeten: tjek

Lapsen: tjek

Vagtposterne: tjek

Nudisten: tjek

[Edit: En af bogens redaktører har læst manuskriptet mere grundigt end jeg og tilføjer flg:]

Krofatteren

Elskeren

Flugtkongen

Hvad er svært? (Første del: skænderier)

Det er hamrende svært at få et skænderi til at fungere på skrift, især hvis skænderiet involverer ens hovedperson. Fristelsen til at lægge gode replikker i munden på helten må overvindes, for sådan fungerer det jo aldrig i virkeligheden. Alt det smarte og gennemtænkte, man burde have sagt i situationen, dukker først op, når man efterfølgende sidder og dirrer af harme over urimelighederne.

I denne klassiske ordduel mellem James Bond og Goldfinger er rollerne byttet om. (Det er den, hvor James Bond ligger fastspændt til en savbænk, mens en laserstråle nærmer sig hans ældre dele). Skurken har overtaget og de bedste replikker:

James Bond: I think you've made your point, Goldfinger. Thanks for the demonstration.
Goldfinger: Choose your next witticism carefully, Mr. Bond. It may be your last.
James Bond: Do you expect me to talk?
Goldfinger: No, Mr. Bond. I expect you to die.

Så kan Sean Connery ligge på savbænken og tænke lidt over dén.

Her kommer et helt urelateret James Bond-klip, der er optaget på en kyststrækning nær Lissabon, hvor jeg ofte cykler.

I YouTube-klippet ser man den næsten syv meter høje George Lazenby redde kvinden, der senere (spoiler:) gør ham til enkemand. Sidst i klippet går James Bond og hans kommende brud på jagt efter bryllupsring hos en juvelerer, der den dag i dag ligger på Rossio-pladsen i Lissabons centrum. Det hele skal forestille at foregå på Cote d'Azur ...

Hvordan staver man til Thorvaldsen?

Bare stav det, som du har lyst til. Det gjorde Thorvaldsens venner i deres breve. Her er nogle eksempler:

I Rom kan de godt finde ud af det.
Thorvaldsens Plads ligger lidt nord for Borghese-parken.

Thorvalldson
Troval
Torwalsen
Tervase
Thorval
Tondervalsen
Torvallshon
Dortvhalsen
Torvascha
Torveohson
Thorwaldeene
Torvvalzer
Thorwalstein
Thornwaldsen
Thornwaldson
Thordwalser
Thordaldser
Torvvaldsen
Torvaldesen
Thorwaldhsen
Thorwalzen
Torvvhalsen
Thordvalson
Thorwalsden
Tanwarlsen
Torwalsdem
Tordwalsen
Thorden
Thornswalsen

Hvad er kedeligt? (Første del: salgstekster)

En salgstekst er den korte beskrivelse af en roman, som forlaget udsender til boghandlerne nogle måneder før udgivelse. Disse teksters opgave er naturligvis at lokke boghandlerne til at købe bogen hjem i store stakke.

Jeg var lige inde på Arnold Buscks hjemmeside og tjekke, hvad forlaget skriver om Thorvaldsens testamente. Her er salgstekstens første sætning:

Da forlagsredaktør Børgesen bliver sendt af sted for personligt at overlevere et afslag til den forhenværende bestsellerforfatter Brinch, har han ingen anelse om, hvad der venter ham.

Forlagets sælger og en uidentificeret boghandler.

Derpå skøjtede jeg rundt hos Arnold B for at se, hvordan andre bøger i samme genre præsenteres. Her kommer syv eksempler, opgravet på tre minutter:

Da den skandaleramte politiker Peter Levin bliver udsat for et attentatforsøg, vendes et knusende valgnederlag til en sympatisejr for det lille midterparti Demokratisk Koalition.

Da Ravn bliver involveret i en forsvindingssag, udvikler det sig til en dramatisk jagt på sandheden. 

Da en kvinde bliver dræbt i England, viser det sig helt overraskende, at hun egentlig er dansk, og at hun i 18 år har stået på dansk politis liste over savnede. 

Da romanforfatteren Owen Quine forsvinder, ringer hans kone til privatdetektiven Cormoran Strike.

Da en museumsinspektør bliver myrdet på et slot, udløses en lavine af voldsomme begivenheder, som involverer Danmarks justitsminister.

Da Elisabeth Caspersen - hovedrig arving til et dansk industriimperium - finder en amatørfilm i sin afdøde fars pengeskab, hyrer hun Michael Sander - eksklusiv privatdetektiv - til at undersøge sagen.

Da en smuk model findes død under en snedækket balkon i det mondæne London-kvarter Mayfair, antager politiet hurtigt, at der er tale om selvmord. 

[Update: se her]

Hvad skal barnet hedde?

Thorvaldsens testamente har levet under mange navne, før titlen endelig faldt på plads. En af de første var Thorvaldsen-mysteriet. Men det blev for Tintin-agtigt, syntes alle. Senere skiftede den navn til Va mæ skulpturen? - men jeg har aldrig brudt mig om Poul Henningsens pseudo-demokratiske retskrivning. Thorvaldsen kommer til byen var også i spil, men det gav uønskede associationer til Dirch Passer og John Wayne. Derpå udtænkte jeg titlen Den grønne mand. Den kunne mine børn godt lide, især fordi jeg lige havde læst Børge Bussemand højt for dem. Næste stadie var Hvad Albert gør er aldrig det rigtige. Men det ville have været falsk varedeklaration. En krukke i min omgangskreds foreslog titlen Je suis las de musées, cimitières et des arts - og den sad lige i øjet, men var desværre optaget. Så det endte med en mindre eksotisk løsning.

Salman Rushdie og Christopher Hitchens opfandt engang en leg, der hed "Titles That Don’t Quite Make It". Den gik ud på at pille lidt ved kanoniserede værkers titler for at vise, at der kun skal ganske lidt til, før en uforglemmelig klassikertitel fremstår tam og nærmest latterlig.

Her er nogle af deres skæverter:

A Farewell to Weapons
For Whom the Bell Rings
The Catcher in the Wheat
Mr. Zhivago
The Big Gatsby
Good Expectations
Toby-Dick (alt. Moby-Cock)

I min version af legen er forfatternavnet også i spil:

Hans Fisk: Kirkerne
Kong Johannes V: Jensens fald
Gustav Høst: Sort Wied
Hamsun: Knut sulten Sulten

Andre bud modtages.

Hvad er sjovt? (Første del: dialoger)

Det er hundesvært at skrive sjove replikskifter. I hvert fald hvis de skal klinge naturligt. Enhver skribent kan fabrikere muntre ordvekslinger af revytypen ('Tjener, der er er en flue i min suppe...') - men som tilskuer til munterhederne bliver man snart træt.

I min verden er de sjoveste replikskifter umiddelbare og naturlige - og meget gerne korte. Hvis læseren er tvunget til at studere teksten en ekstra gang for at fatte vitsen, er forfatterens triumf komplet. Her følger et replikskifte mellem to mænd, som jeg griner af, hver gang jeg kommer i tanker om det:

- Your wife told me to get hold of her specifically.
- She told you to get hold of her what?

Dét er sjovt!
(Hvis nogen genkender citatet, der stammer fra en engelsk roman, bliver jeg imponeret.)

Blog-ejeren var engang redaktør for
denne verdensberygtede danske humorist.
Han var ikke sjov.

Jeg er så glad for min bicicleta

De fleste gader i Lissabon fører opad.

Lissabon er bygget på syv høje. Hov, vil læseren indskyde. Det er da Rom, der er bygget på syv høje! Og det er korrekt, at Rom var først ude med sloganet. Men de glemte at tage patent på det, og i dag er det næsten umuligt at finde en europæisk storby, som ikke har stjålet trylleformularen. Bare i vores del af verden påstår Athen, Barcelona, Budapest, Edinburgh, Istanbul, Jerusalem, Moskva og Prag, at de også kan fremvise det magiske antal bakker. (Korrektion: Amman i Jordan gør samme krav gældende, påstår en vismand nede i kommentarerne, men dér er vi vist uden for kortet.)

Af samme årsag er der kun ganske få cykelhandlere i Lissabon. Jeg vil tro, at der er flere cykelhandlere på Nørrebrogade end i hele Portugal. Men jeg fandt en og lokkede manden bag disken til at sammensætte en cykel efter nogenlunde præcise specifikationer. Da han var færdig, sendte han mig en venneanmodning på Facebook samt dette opslag:

Cyklen vejer intet og kostede grinagtige 180 €.

Så når jeg er færdig med at reklamere for Thorvaldsens testamente her på bloggen, triller jeg ud på en eftermiddagstur. Det bliver nok langs med Tejo-floden, hvor terrænet er fladt og medgørligt.

Rastløse forfattere

Netop nu ligger jeg i min portugisiske hængekøje og spekulerer på, om Thorvaldsens testamente var blevet en bedre bog, hvis jeg havde været af samme hyperaktive gemyt som disse folk:

Haruki Murakami: 'Jeg står op klokken 4 om morgenen og arbejder i fem-seks timer. Om eftermiddagen løber jeg ti kilometer og svømmer halvanden kilometer (eller begge dele). Så læser jeg lidt, lytter til musik og går i seng klokken ni.'

Kurt Vonnegut: 'Jeg vågner klokken 5.30, arbejder til klokken otte, spiser morgenmad og arbejder videre til klokken ti. Så går jeg ind til byen, ordner et par ærinder og går derpå over til den lokale svømmehal og svømmer i en halv time (...) Jeg går i seng ved ti-tiden og laver armbøjninger og mavebøjninger hele tiden...'

Toni Morrison står op klokken 5. Hemingway var oppe klokken seks, nogenlunde samtidig med Victor Hugo (dog cirka 100 år forskudt). William Gibson står op klokken 7 for at gå til pilates. Tor Nørretranders tilbringer de fleste af døgnets lyse timer i kajak ...

Men heldigvis er der også mindre rastløse typer imellem: F. Scott Fitzgerald var sjældent ude af fjerene før 11 om formiddagen. Charles Bukowski trak den som regel til klokken 12. Døgnvenderen over dem alle er dog Hunter S. Thompson, hvis daglige rutine så sådan ud:

15:00 forfatteren vågner
15:05 Chivas Regal, aviser og cigaretter
15:45 kokain
15:50 mere Chivas, cigaretter
16:05 dagens første kop kaffe, cigaretter
16:15 kokain
16:16 appelsinjuice, cigaretter
16:30 kokain
16:54 kokain
17:05 kokain
17:11 kaffe, cigaretter
17:30 mere is i Chivas'en
17:45 kokain
18:00 hash
19:05 En middag bestående af: Heineken, 2 margaritas, coleslaw, taco-salat, friturestegte løgringe, gulerodskage, is, friturestegte bønner, cigaretter, mere Heineken, kokain og en Chivas-sorbet til dessert.
21:00 store mængder kokain
22:00 LSD
23:00 Chartreuse, kokain, hash
23:30 kokain osv.
Midnat: forfatteren sætter sig til tastaturet

Hvor kommer Thorvaldsen ind i billedet?

Ideen til romanen opstod, da jeg en dag på internettet snublede over det digitale arkiv på Thorvaldsens Museum. Arkivet rummer tusindvis af dagbogsnotater og breve fra Thorvaldsen og hans samtidige, de fleste af dem udstyret med overskuelige biografier over afsendere og modtagere. Alle de mennesker, man kender fra skolebøgerne, skrev breve til hinanden på kryds og tværs: Konger og politikere, forfattere og digtere, malere og videnskabsmænd - plus alle medløberne. Nogle af dem skrev godt, andre kedeligt og atter andre var knap i stand til at stave deres eget navn. Men skrevet blev der - enten breve eller dagbøger - så man knap fatter, at guldalderfolkene havde tid til andet.

Thorvaldsen træder ind på scenen.

Der er noget ulækkert ved at bladre i døde folks breve, men også noget fascinerende ved at opdage, at alle tilsyneladende kendte hinanden dengang. København var en meget lille by - også i 1800-tallet - men stedet træder tydeligt frem, og hverdagen i den københavnske guldalder bliver fuldkommen nærværende takket være brevene. Vi hører om Thorvaldsens forkærlighed for parmesan-suppe. Om H.C. Andersens 'Sandselighed' (liderlighed, ville man sige i dag). Om intriger ved hoffet og i Akademirådet. Om nid og nag, kærlighed og jalousi, sygdom og krig. Og det hele foregår i en lukket og meget overskuelig verden - kort sagt det ideelle miljø for en roman.

Men Thorvaldsens testamente foregår i nutiden. Det kan man læse mere om i en senere blogpost.

Hvem har skrevet bogen?

Jeg er født i 1971 og har ligesom hovedpersonen i Thorvaldsens testamente arbejdet som redaktør på en række københavnske forlag. I modsætning til Albert Børgesen er jeg dog endnu ikke træt af bøger.

Historien foregår i København, hvor jeg er vokset op, men romanen er skrevet i Lissabon, hvor jeg p.t. bor sammen med min indfødte kæreste.

Jeg tjener til dagen og vejen ved at oversætte bøger til danske forlag. Det foregår fra mit kontor, som ses på billedet.

Hvad handler bogen om?

Her er et udkast til bogens bagsidetekst, som forlagets strenge redaktører fandt uegnet:

... og her er den endelige version:

Forlagsredaktør Albert Børgesen er midt i trediverne og bærer på en frygtelig hemmelighed: Han er træt af bøger. Men huslejen skal betales, og efter en fyringsrunde på forlaget tvinges han til at overtage krakileren Holger Brockdorfs forfatterskab.  

Brockdorf, hvis rædsomme romaner samler støv på lageret, har et nyt manuskript klar, og Børgesens første opgave bliver derfor at smide manden på porten. Den gamle forfatter lader sig dog ikke uden videre afvise, og mod sin vilje bliver Børgesen inddraget i Brockdorfs seneste projekt: En roman om den danske guldalder. 

Men Børgesens trængsler dette efterår er først begyndt. Under et besøg på Thorvaldsens Museum møder han den unge konservatorstuderende Sara, der er i gang med en renovering af museets kælder, og sammen støder de på et antikt bronzehoved, der har ligget skjult i et hulrum under museet siden 1840'erne. Hvem har anbragt hovedet i museets kælder? Hvor er resten af statuen? Og hvorfor skrev Thorvaldsens så mange testamenter?  

Sammen med Sara går Børgesen på jagt efter svarene. Men andre er også på sporet, og nu begynder et hæsblæsende kapløb for at finde den forsvundne statue og Thorvaldsens testamente.

Åh nej - endnu en bog om Guldalderen

Nej, bare rolig. Handlingen i Thorvaldsens testamente udspiller sig i nutiden, og ingen af personerne i bogen går med høj hat. Det har i øvrigt ofte undret mig, at næsten alle bøger om den danske Guldalder har dette maleri på forsiden:

Christen Købke:
Udsigt fra et vindue på Charlottenborg.
(Ca. 1829.)

Hvis min roman henvendte sig til skolelærere, ville jeg nok have ladet nedenstående maleri pryde omslaget. Det viser også Charlottenborg, men er malet omme i gården. I forgrunden står en af de mange kasser, som Thorvaldsen havde med hjem fra Rom i 1838 (inskriptionen 'TA' på kassen er en forkortelse for 'Thorvaldsen, Alberto'). Bag kassen spankulerer billedhuggeren rundt sammen med en uidentificeret herre i sort tøj. Ingen ved, hvem manden er - men jeg har en teori ...

(Formentlig malet af Ferdinand Richardt omkring 1840.)

På forfatterens egne reoler ...

... står blandt andet en del kogebøger. Her er et par af de bøger, som hovedpersonen i Thorvaldsens testamente og jeg selv er glad for:

Hvordan får man en bog udgivet?

Ved at kende nogen. Eller være meget dygtig. Eller heldig. Samt stædig.

For mit vedkommende var det nok en kombination af første og sidste årsag. Jeg har arbejdet på en række danske forlag i mange år, så jeg ved i hvert fald, hvad man ikke skal gøre, når man indsender et uopfordret manuskript. Her er en lille huskeliste til aspirerende romanforfattere:

1. Gå på biblioteket og find ud af, hvilke forlag der udgiver noget i stil med din roman.

2. Indsend et print af manuskriptet med 1.5 linjeafstand, pagineret naturligvis.

3. Vedlæg kort følgebrev om dig selv samt om romanens handling (én side i alt).

4. Lav noget andet i de næste mange måneder.

5. Ryk først forlaget, hvis du ikke har hørt fra dem efter 3 måneder.

6. Acceptér afslag, også de ubegrundede.
7. Fortvivl ikke. Gå tilbage til punkt 2 (men send til et nyt forlag. Ellers rygtes det, at du er senil).

Op igen.

Hovedpersonen i Thorvaldsens testamente er rutineret forlagsredaktør og har modtaget mange uopfordrede manuskripter gennem årene. Han ved, at de repræsenterer skribenternes hjerteblod + noble ambitioner, men han ved også, at der er langt mellem snapsene. Danmark er et lille sprogområde med et tilsvarende lille antal talenter - og i øvrigt udgives der allerede alt for meget møg og støj. 

Hvis din roman er god, skal den nok blive opdaget. Det kan tage både fire og syv år, og i den tid er det ikke forbudt at forbedre sin tekst eller skrive noget helt andet. Lad være at give op.

Hvad laver den kat på forsiden?

Grafikeren, der har lavet omslaget til Thorvaldsens testamente, hedder Dan Eggers. Han er meget dygtig*), men som de fleste andre dygtige grafikere har han for travlt til at læse indholdet af de bøger, han tilrettelægger. Derfor måtte jeg sende ham nogle stikord, så han havde en fornemmelse af, hvad forsiden skulle udtrykke:

Hej dygtige Dan,

Her er lidt inspiration til omslaget:

Efterår & mystik, mørke farver & kontraster.

Grafiske elementer: statue (vigtig!), kirkegård, traktor, tomme flasker, trapper.

Øjet følger linjer: Vandret = ro. Lodret = styrke. Diagonal = bevægelse.

Figurerne skal foretage sig noget genkendeligt og pirrende - fx. flygte, drikke, læse, kysse, sejle, slås.

Og hvad fik jeg så fra Dan Eggers?

En omvendt kat og noget fra en sengekantsfilm.

Men resten af omslaget var så flot, at jeg besluttede at justere bogens indhold. Nu er der lamselår med, og sørme også en kat i en mindre rolle.

*) Der gælder det samme for grafikere som for tandlæger: Tanken om, at ens egen tandlæge/grafiker ikke er den bedste i faget, er uudholdelig. Dan Eggers er Københavns dygtigste grafiker. Anders Svendsen er byens dygtigste tandlæge.

Forside

Udkommer september 2015.